Columbus IT styrker koncernledelsen - og gør klar til vækst

April 2, 2007 at 1:00 PM CEST
Fondsbørsmeddelelse nr. 4/2007


Columbus IT styrker koncernledelsen 
- og gør klar til vækst


Columbus IT har ansat Claus Hansen, som COO (Chief Operation Officer), og
medlem af Columbus ITs koncerndirektion. Med Claus Hansen i koncerndirektionen,
ønsker Columbus IT at fokusere yderligere på konsolidering af markedet for
forretningsløsninger. 

Ansættelsen af den 42-årige Claus Hansen sker i forlængelse af Columbus ITs
strategi om, at udvikle virksomheden til at blive verdens førende software- og
konsulenthus, samt for at deltage aktivt i en kommende konsolidering af
markedet. 

Columbus IT har i de sidste år gennemført en strategi, der har udviklet
virksomheden til både at være en af verdens førende udviklere af software på
Microsoft-platformen og fortsat en af verdens største it-
konsulentvirksomheder. Begge disse markedsområder er modne for konsolidering,
og Columbus IT ønsker at deltage aktivt i denne markedskonsolidering. Dette
kræver en koncernledelse, der har kræfter til at fokusere på begge
markedsområder. 

Claus Hansen bliver ansvarlig for Columbus ITs operative funktioner, og vil
indgå i koncernledelsen sammen med CFO Sven Madsen og CEO Michael Gaardboe. 

Claus Hansen kommer fra en stilling som Senior Vice President i Tectura, og har
mere end 17 års ledelseserfaring fra IT-branchen. I 1999 var Claus Hansen
medstifter og COO i opbygningen af Aston Group. Fra 2001 var Claus Hansen med
til rekonstruktionen og reetableringen af virksomheden, der førte til, at Aston
Group fusionerede med amerikanske Tectura i 2004. I Tectura har Claus Hansen
senest haft ansvaret for virksomhedens EMEA-aktiviteter. 
	



Ib Kunøe				Michael Gaardboe
Bestyrelsesformand			Koncernchef
Columbus IT Partner A/S		Columbus IT Partner A/S




Kontakt for yderligere information:
Koncernchef, Michael Gaardboe, Tlf.: +45 70 20 50 00