Columbus IT Partner A/S udbyder nye aktier med fortegningsret for sine aktionærer

June 23, 2010 at 9:44 AM CEST
Columbus IT Partner A/S (”Columbus IT”) udbyder 26.434.873 stk. nye aktier til
kurs DKK 1,90 pr. aktie. Det sker med fortegningsret for selskabets
eksisterende aktionærer i forholdet 3:1. Nettoprovenuet på ca. DKK 47,9 mio.
skal anvendes dels til investeringer i en fokusering af virksomheden og dels
til opkøb. 

Bestyrelsen for Columbus IT har i dag truffet beslutning om at udnytte sin
bemyndigelse til at udvide selskabets aktiekapital. Columbus IT offentliggør
derfor i dag et Prospekt for kapitaludvidelsen med fortegningsret for
selskabets aktionærer (”Udbuddet”). 

Udbuddet omfatter 26.434.873 stk. nye aktier à nominelt DKK 1,25 med
fortegningsret for Eksisterende Aktionærer. 

Udbuddet gennemføres i forholdet 3:1, (dvs. for hver eksisterende aktie
tildeles en tegningsret, og der skal anvendes tre (3) tegningsretter for at
tegne et (1) stk. Udbudt Aktie). Tegningskursen er fastsat til DKK 1,90 pr.
aktie. Der udbydes i alt nom. DKK 33.043.591,25, svarende til 26.434.873 nye
aktier á nom. DKK 1,25. 

Formålet med kapitaludvidelsen er at styrke Columbus IT Partner A/S'
kapitalgrundlag til dels at investere i en fokusering af virksomheden til
udvikling og implementering af et færre antal vertikaler og dels have
likviditet til opkøb. 

Såfremt Udbuddet gennemføres udgør bruttoprovenuet DKK 50,2 mio. og
nettoprovenuet ca. DKK 47,9 mio. efter fradrag af omkostninger. Udbuddet er 100
% garanteret af Consolidated Holdings A/S. 

Baggrund for Udbuddet
Markedet for ERP-løsninger efterspørger i stigende grad brancheløsninger, som
modsvarer de unikke behov i de enkelte industrier. 

Selskabet har derfor besluttet fremover at fokusere på at udvikle og
implementere udvalgte standardløsninger baseret på Microsoft Dynamics og ønsker
derefter at ekspandere indenfor disse. 

Koncernen vil fokusere på de industrispecifikke løsninger (”Vertikaler”), hvor
man allerede har brancheindsigt og erfaringsbaserede ”best practice” processer.
Ved købet af To-Increase har Koncernen fået muligheden for at samle og
intensivere udviklingstiltagene for vertikalerne. 

Koncernen skal nu i gang med at omstille organisationen til en virksomhed, som
opnår resultater gennem global udførelse af veldefinerede brancheløsninger med 
•	et dokumenteret koncept,
•	begrænset undervisnings- og kontrolbehov, samt 
•	fokus på kundernes afkastningsgrad på implementeringen. 

Dette vil desuden kunne medføre en højere udnyttelsesgrad af konsulenterne og
dermed forbedre Koncernens indtjeningspotentiale. Den organisatoriske
omstilling vil dog kræve investeringer i efteruddannelse, interne processer og
udvikling af brancheløsninger m.v. 

Koncernen ønsker på denne baggrund at styrke sit egenkapitalgrundlag for dels
at kunne foretage de nødvendige investeringer og dels for at have den fornødne
økonomiske fleksibilitet til at kunne udnytte de strategiske
udviklingsmuligheder, som måtte komme, gennem til stadighed at have et
likviditetsberedskab til virksomhedsopkøb eller opstart af nye datterselskaber. 

Anvendelse af provenuet
Efter gennemførelsen af Udbuddet vil nettoprovenuet efter skønnede omkostninger
for Selskabet vedrørende Udbuddet udgøre DKK 47,9 mio. idet der med
Garantiaftalen sikres en fuldtegning af Udbuddet. 

Provenuet fra Udbuddet forbedrer Selskabets kapitalbase og skal, tilsammen med
de forventede pengestrømme fra driften, anvendes til at gennemføre de planlagte
investeringer i omstilling af organisationen, udvikling af vertikaler samt
investeringer i vækst. Det forventes at egenfinansiering af virksomhedsopkøb
eller dannelse af nye datterselskaber udgør ca. halvdelen af provenuet. 

Garantiaftale og tegningstilsagn
Der er den 17. juni 2010 indgået en garantiaftale med Consolidated Holdings A/S
(Selskabets største aktionær) om tegning på visse betingelser af op til 100 %
af de nye aktier, der ikke måtte være tegnet ved udløbet af tegningsperioden
til tegningskursen. 

Consolidated Holdings A/S ejer før Udbuddet 26.976.166 stk. aktier i Columbus
IT, svarende til 34,02 % og har givet tegningstilsagn på at tegne på deres
aktiebeholdning. 

Udbudsbetingelser 
Udbuddet
Der udbydes op til nom. DKK 33.043.591,25 nye aktier, svarende til 26.434.873
aktier á nom. DKK 1,25, med fortegningsret for Selskabets aktionærer.
Selskabets aktionærer har fortegningsret til de Udbudte Aktier i forholdet 3:1.
Aktionærerne tildeles således en (1) Tegningsret for hver eksisterende aktie á
nom. DKK 1,25, og der skal benyttes tre (3) Tegningsretter for hver Udbudt
Aktie á nom. DKK 1,25, der ønskes tegnet. Retten til at tegne Udbudte Aktier
tilkommer de aktionærer, der den 30. juni 2010 kl. 12:30 er registreret i VP
Securities A/S som aktionær i Selskabet. 

Udbudskurs
Tegning af de udbudte aktier sker til kurs DKK 1,90 pr. aktie a DKK 1,25,
franko. 

Tegningsretter
Den 30. juni 2010 kl. 12.30 dansk tid vil enhver, der er registreret i VP som
aktionær i Selskabet, få tildelt en (1) Tegningsret for hver en (1)
Eksisterende Aktie. 

Tegningsforhold
Udbuddet gennemføres i forholdet 3:1.

Tegningsperiode
Tegningsperioden for de Udbudte Aktier løber fra den 1. juli 2010 kl. 9.00
dansk tid til den 14. juli 2010 kl. 17.00 dansk tid. 

Registrering af de Udbudte Aktier hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen vil ske
efter gennemførelse af Udbuddet, forventeligt den 21. juli 2010. De Udbudte
Aktier udstedes i en midlertidig fondskode og er søgt om godkendelse til
optagelse til handel og officiel notering på NASDAQ OMX Copenhagen A/S fra den
22. juli 2010 kl. 9.00 dansk tid. 

Lead Manager
Fortegningsemissionen er tilrettelagt af ATRIUM Corporate Finance som finansiel
rådgiver for Columbus IT Partner A/S. 

Forventet tidsplan for Udbuddets gennemførelse
Offentliggørelse af Prospekt 	23. juni 2010
Sidste dag for handel med Eksisterende Aktier inklusive Tegningsretter	25. juni
2010 	kl. 17:00 
Handel med Aktier eksklusiv Tegningsretter begynder 	28. juni 2010 	kl. 09:00
Optagelse til handel og officiel notering af Tegningsretterne	28. juni 2010
	kl. 09:00 
Handelsperioden for Tegningsretter begynder	28. juni 2010 	kl. 09:00
Tildelingstidspunkt for Tegningsretter	30. juni 2010 	kl. 12:30
Tegningsperioden begynder for de Udbudte Aktier	1. juli 2010 	kl. 09:00
Handelsperioden for Tegningsretter slutter	9. juli 2010 	kl. 17:00
Tegningsperioden slutter for de Udbudte Aktier	14. juli 2010 	kl. 17:00
Forventet gennemførelse af Udbuddet og offentliggørelse	20. juli 2010
Forventet registrering af de Udbudte Aktier	21. juli 2010
Forventet officiel notering og optagelse til handel af de Nye Aktier	22. juli
2010 

Prospekt
Prospektet vil alene foreligge på dansk og vil blive fremsendt elektronisk til
de af Selskabets navnenoterede aktionærer, som har givet Selskabet en valid
e-mail adresse. 

Derudover kan anmodning om fremsendelse af Prospektet rettes til:
Columbus IT 
Lautrupvang 6 
2750 Ballerup
Danmark
Telefon: (+45) 70 20 50 00
E-mail: cgr@dk.columbusit.com

Prospektet kan også hentes på Selskabets hjemmeside, www.columbusit.com.
Hjemmesidens indhold udgør ikke en del af Prospektet. 

Begrænsninger gældende for Udbuddet
Nærværende børsmeddelelse udgør ikke, og er ikke en del af, noget tilbud om
eller en opfordring til at tilbyde værdipapirer. 

Denne meddelelse er ikke en opfordring eller invitation til at investere i
Columbus IT. Denne meddelelse indeholder kun et uddrag af oplysningerne i
Prospektet. Tegning af aktier skal, kan og må alene ske på baggrund af det
offentliggjorte prospekt. Meddelelsen indeholder fremadrettede udsagn om
Koncernens strategi, vækst, aktiviteter, driftsresultat, finansielle stilling
og finansielle forventninger mv. Disse udsagn er underlagt kendte og ukendte
risici samt usikkerheder. Koncernens faktiske udvikling kan derfor adskille sig
væsentligt fra det, der er omtalt eller underforstået i de fremadrettede
udsagn. Faktorer, der kan forårsage sådanne forskelle, er omtalt i afsnittet
“Risikofaktorer” i prospektet. 

Der fremsættes ingen opfordring vedrørende pengebeløb, værdipapirer eller andet
vederlag, og modtagelse vil blive nægtet, hvis noget pengebeløb, værdipapirer
eller andet vederlag fremsendes på baggrund af de heri indeholdte oplysninger. 

Denne meddelelse eller kopi heraf må, hverken direkte eller indirekte,
medtages, sendes, downloades eller distribueres til eller i USA, Canada,
Australien, eller Japan eller i nogen jurisdiktion, hvori en sådan fremsendelse
eller distribution er ulovlig. Manglende overholdelse af denne begrænsning kan
udgøre en overtrædelse af den amerikanske, canadiske, australske eller japanske
værdipapirlovgivning eller værdipapirlovgivningen i andre lande. Denne
meddelelse er ikke et tilbud om salg af værdipapirer i USA, Canada, Australien
eller Japan. Værdipapirerne, som er omtalt i denne selskabsmeddelelse, er ikke
og vil ikke blive registreret i henhold til den amerikanske Securities Act af
1933 med senere ændringer ("U.S. Securities Act"), og de må ikke udbydes eller
sælges i USA uden registrering eller i overensstemmelse med en undtagelse fra,
eller i en handel der ikke er underlagt kravene om registrering i henhold til
U.S. Securities Act. 






Ib Kunøe				Claus E. Hansen
Bestyrelsesformand			Koncernchef
Columbus IT Partner A/S		Columbus IT Partner A/S



Kontakt for yderligere information:
Koncernchef Claus E. Hansen, tlf.: +45 70 20 50 00.